G3 - DAG 159: Ensom i søen

Nu befinder vi os så langt væk fra alting at selv Albatrodserne vender om. Her er ingen andre skibe, ingen øer, ingen helikoptere der har rækkevidde her ud til og 7 dages sejlads til nærmeste hospital, kort sagt: in the middle of bloody nowhere.

Vi ved kun at Polarstern ligger ved Weddelhavet og at et dansk sejlskib er på vej til den Antarktiske halvø. That's it. Det er sådan cirka 2-3000 km herfra.

Vi har ikke set andre skibe siden Christchurch for en uge siden.

Men samtidig har vi stadig internet adgang (ok den ryger nok snart satellitten er kun 2 grader over horisonten her), varme retter to gange dagligt og videofilm eller foredrag om aftenen. Vi har varmt vand i hanerne og containerlaboratorierne har indlagt varme.

Men derfor kan man ikke lade være med at tænke på hvis nu.. Og derfor er det en god ide at gå en tur på dækket om aftenen når det er koldt og det blæser og gynger - og mærke naturens kræfter. Det skærper sanserne. For selvom det er ekspedition i luksusklassen (ok måske ikke luksus - men temmelig langt fra Schackelton - Scott og Amundsen), skal man tænke sig om hele tiden.

Og hvis nu uheldet var uden og alle 279 backup systemer gik ned og vi var nødt til at gå i bådene, hvordan ville det så foregå ? Panik ? Roligt ? Hvem af de ombordværende ville bevare roen og hvem ville ikke ?

Og hvad så når vi alle sad i redningsflåden ? Hvor lang tid ville der gå inden nogen ville komme og samle os op ?

5-7 dage sagde de på broen.

Hmm, så ved man det.